Rigtig god sommer

Solen skinner, og kontoret er varmt! Den anledning vil vi gerne benytte til at ønske alle vores kunder og andre interesserede en rigtig god sommer.

I år er ferien særligt tiltrængt – her hos os – da vi har haft forrygende travlt i første halvdel af 2014. Det klager vi naturligvis ikke over, for det er altid godt, når der er godt gang i butikken, og ordrebogen er fuld.

Vi har som altid været vidt omkring både geografisk og håndværksmæssigt. Eksempelvis kan nævnes, at vi har stået for renovering og ombygning af flere etageejendomme i Odense, Fredericia og Vejle, udviklet 40 ældreboliger i Odense, stået for projektudvikling samt myndighedsgodkendelse af en ny villa på første række ved Kolding Fjord, ansat en ny medarbejder, Claus Clausen, fået godkendt lokalplanen for et boligområde i Stige – endda af et enstemmigt byråd, og på fredag afleverer vi så et nyt énfamiliehus i Veflinge, hvorefter den står på ferie.

Det er første gang i tegnestuens 7 leveår, vi har valgt at lukke helt ned i ferieperioden. Det gælder dog kun for to uger. Vi er således ikke at træffe i uge 29 og 30, men vi er stærkt tilbage med fornyet energi fra uge 31.

Sommerhilsener fra Mikael, Knud, Claus, Morten og Ole.